Kontakt os:

Hejnsvig
Skadedyr Service


Telefon:
24 20 75 20

E-Mail:
hejnsvigskadedyrservice@mail.dk


UNDERMENU:

Væggelus


VÆGGELUS
Væggelusen (Cimex lectularius) er en tæge og har som alle andre tæger en sugesnabel. De fleste tæger bruger sugesnabelen til at suge plantesaft, men væggelusen er en af de få tæger, der lever af blod. Væggelusen har i modsætning til mange andre tæger ingen vinger. Den voksne væggelus kan blive op til 1 cm lang, og kroppen er meget fladtrykt afhængig af, hvornår den sidst har suget blod. Farven er nærmest rødbrun. Man mener, at væggelusen har fulgt os helt fra vore forfædres huletilværelse, blandt andet fordi andre "huledyr" som flagermus, svaler og mursejlere også har væggelus. Disse væggelus er nært beslægtede med vor egen art, og i sjældne tilfælde kan de angribe mennesker.
 
 
 
  Foto:SSL
Væggelusen suger blod fra mennesker
Naturlig størrelse ca. 6 mm.
 

Biologi og skade
Væggelus er lyssky; om dagen sidder de gemt i revner og sprækker, men om aftenen kommer de frem for at opsøge byttet, som de sandsynligvis finder ved at gå efter varmen. De foretrækker menneskeblod, men kan suge på andre dyr som f.eks. kaniner, rotter, mus og fugle. En voksen væggelus er 3-5 minutter om at blive mæt. Efter måltidet trækker den snabelen til sig og kravler i skjul, og her bliver den siddende i adskillige dage og fordøjer.
Hunnen lægger sine æg på skjulestederne, hvor de klæbes fast til underlaget. Den lægger 4-5 æg om dagen - i alt ca. 200. Antallet afhænger af temperaturen og andre ydre forhold, og ved temperaturer under 10oC lægges ingen æg.
Ud af de ca. 1 mm lange æg kommer nymferne, som ligner mindre udgaver af de voksne. Udviklingen går gennem fem stadier, mellem hvilke der skiftes hud, og i hvert stadium kræves et måltid blod. Det tager fra to måneder til knapt et år for væggelusen at gennemløbe udviklingen fra æg til kønsmodent individ. Den voksne væggelus kan klare sig forbløffende længe uden blod, ved stuetemperatur et par måneder, længst - ca. et år - ved en temperatur på 13oC.
Der er stor forskel på folks følsomhed over for væggelusebid, nogle generes overhovedet ikke, medens biddene hos andre svulmer voldsomt op. Biddene kendes lettest fra loppestik på deres placering. Lopper bider gerne på kroppen under stramtsiddende beklædning, medens væggelus næsten altid vælger at bore snabelen i utildækkede hudpartier, hænder, arme, hals, fødder, populært sagt hvad der stikker uden for dynen.
Væggelusene synes ikke at spille nogen rolle som smittespredere.
Bekæmpelse
Væggelusene spredes ganske overvejende med tøj, bagage og ikke mindst med bohave, hvilket er baggrunden for kravet om flytteattester i nogle kommuner og boligselskaber. De kan dog også i visse tilfælde selv vandre fra lejlighed til lejlighed langs rør mm.
Konstaterer man væggelus, har man - såfremt man er lejer - pligt til straks at melde det til udlejeren, der efter lejeloven skal sørge for udryddelsen. Undlader man dette, og breder dyrene sig i ejendommen, kan man pådrage sig et alvorligt erstatningsansvar. Se også under "Skadedyr i ejendomme (lovgrundlag)".
Især i lejligheder, men også elv om man bor i eget hus, vil det normalt være en fordel at lade en erfaren skadedyrsbekæmper tage sig af sagen. Kendskab til dyrenes vaner og tilholdssteder er en forudsætning for et hurtigt resultat, og ved forkert eller utilstrækkelig behandling risikerer man, at væggelusene jages væk, og dermed er der risiko for, at de spredes til andre lejligheder eller rum.
Vælger man at bekæmpe væggelusene selv, er det vigtigt at finde deres tilholdssteder. De findes især i nærheden af sengesteder, så selve sengen og madrasserne må undersøges grundigt. Andre typiske gemmesteder er bagsiden af skabe og billeder, sprækker ved paneler og lister, bag løst tapet og ved gennemføringer af rør og ledninger. Tilholdsstederne kan i nogle tilfælde kendes på de sorte ekskrementer, tomme huder og æggeskaller, selvom der ikke i øjeblikket sidder levende væggelus. Til selve bekæmpelsen anvendes et eller flere af de nedenfor nævnte midler, afhængig af hvad der er mest praktisk.
Pudder
En grundig behandling af væggelusenes tilholdssteder med et insektpudder vil normalt være den mest effektive bekæmpelsesmetode.
Sprøjtevæske
Hvor det ikke er praktisk med pudder, f.eks. i madrasser eller i møbler, er en sprøjtevæske beregnet til brug mod krybende og kravlende insekter velegnet.
Insektlak
Insektlakken påføres med pensel og stivner til en lakagtig belægning, som dyrene blot skal passere et par gange for at få nok. Den er især praktisk til supplerende behandling langs paneler, ved rørgennemføringer og lignende steder. Holdbarheden er normalt flere måneder.
Varme- og kuldebehandling  
Væggelusene er følsomme over for stærk varme og kulde. Alle stadier dræbes ved ophold et par timer ved 50oC, og en time ved -18oC har samme virkning.
Forebyggelse
Væggelus bringes i mange tilfælde ind i hjemmet, fordi man har overnattet på steder, hvor disse dyr findes. Efter overnatning på steder, hvor der har været væggelus, eller hvor der er mistanke om sådanne, er det en god idé, at bagagen gennemgås ved hjemkomsten. Tøj og andre genstande, som kan tåle det, vaskes i vaskemaskine eller fryses ned til -18°C i et døgn. Ting, der ikke tåler dette, undersøges nøje, og kufferter, tasker o.lign. kan eventuelt sprøjtes med et insektmiddel mod krybende og kravlende insekter.
 
 
 
  Foto:SSL
Voksne væggelus,
nymfer og æg på skjulestedet
 
 
August  2006 

Din Lokale Skadedyrsbekæmper | Administration